Malaysia

Malaysia er som to lande i et, såvel geografisk som oplevelsesmæssigt. Vestmalaysia på Malakka-halvøen mellem Thailand og Singapore, ofte bare omtalt som fastlandet og så Nordborneo, der er den malaysiaske del af Borneo med delstaterne Sabah og Sarawak. Mens Borneos fantastiske natur for længst har fanget eventyrernes opmærksomhed med orangutangen som ambassadør for Borneos unikke dyreliv, så er Vestmalaysia fortsat et ukendt terræn for de fleste rejsende.  Synd og skam, siger vi bare, for Vestmalaysia er en overset perle og har potentiale til at opfylde selv de mest kræsne feriedrømme. Her finder du maleriske fiskerlandsbyer, teplantager i højlandet, jomfruelige tropiske regnskove, kilometervis af mennesketomme, hvide sandstrande og nogle af verdens smukkeste koralrev. Læg hertil en sjælden set gæstfrihed, der er det malaysiske folks kendetegn. Landets infrastruktur er god og malajerne er generelt bedre til engelsk i forhold til de fleste øvrige sydøstasiatiske lande, hvilket gør Malaysia til et nemt rejseland.

Individuelle Rejser
4 rejser
GruppeRejser
1 rejse

Om Malaysia

Kongeturnus

Malaysia er en ung stat, der blev oprettet i 1963 ved en sammenslutning af en række britiske kolonier og protektorater. I 1965 udtrådte Singapore af sammenslutningen og Malaysia består i dag af 13 delstater og 3 føderale territorier. 9 af delstaterne har egne monarker, og blandt disse udpeges kongen på skift for femårige perioder. Kongen har ingen reel politisk magt, så jobbet er mere af ceremoniel karakter. De fire delstater uden monark ledes af guvernører, og de deltager selvsagt ikke i kongeturnussen.

 

Multikultur

Malaysia er i sandhed et multikulturelt land. Her finder du malajer, kinesere, indere, europæere og et utal af lokale stammefolk som nomaderne Orang Asli i Taman Negara og Iban-folket i deres karakteristiske langhuse i Sarawak. Alle folkeslag lever i fredelig sameksistens. Lidt populært siger man, at malajerne sidder på magten, kineserne på pengene og inderne laver al arbejdet. Det er i hvert fald således, at de fleste indere blev sejlet til landet fra Indien af de engelske koloniherrer for primært at arbejde i teplantagerne i Cameron Highlands.

De mange kulturer sætter sine herlige præg på det moderne Malaysia. Hvad enten det er arkitektur, gastronomi eller religiøst, så er et besøg i Malaysia altid en ”blandet fornøjelse” men i ordets allerbedste betydning. I hovedstaden Kuala Lumpur, i Georgetown på Penang og i Malakka, finder man således kristne kirker og andre bygningsværker fra kolonitiden af spansk, portugisisk og engelsk oprindelse, side om side med kinesiske og indiske kvarterer.

I Malaysia har man religionsfrihed om end islam er statsreligion og den mest udbredte. Det er formentlig derfor, at eksempelvis Penang i sommerhalvåret oplever et større ryk ind af mellemøstlige turister, der flygter fra de ulidelige varmegrader i Mellemøsten til det tropiske, billige og mindre restriktive muslimske Malaysia.

Kuala Lumpur

Hovedstaden Kuala Lumpur eller bare KL i folkemunde, er en velorganiseret moderne storby med himmelstormende skyskrabere, kølige shoppingcentre og smukke gamle kolonistilsbygninger i skøn forening. Et stopover i Kuala Lumpur er et must på Malaysia rejsen. Fra udsigtsdækket på Kuala Lumpur Tower i 335 meters højde får du en smuk udsigt over hovedstaden og de omkringliggende landskaber. Besøg også tvillingetårnene, Petronas Twin Tower og Chinatown med sine mange boder med billigvarer og streetfood.

Tag til Merdeka Square, oprindelig anlagt som cricketbane og paradeplads med den smukke Sultan Abdul Samad Building opført i 1897 som administrationsbygning for de britiske kolonister. Tag en taxi 20 minutter ud af byen til Batu Cave, et smukt beliggende hindu-tempel i limstensgrotter der siges at være 400 millioner år gamle.  På de 272 trin op ad bjerget til grotterne er du underholdt af nysgerrige og til tider pågående makakaber - hvis du går med madvarer i hånden, så lad være med at fodre dem!

 

Højland og regnskov

Fra Kuala Lumpurs mange indtryk og tropiske varme, er en tur til Cameron Highland en dejlig kølig og meget anderledes oplevelse. Bølgende landskaber med smukke te-plantager og grøntsager er en fryd for øje og sjæl. Ikke underligt at de engelske kolonister fra tid til anden flygtede til Cameron og Genting Highlands for at blive ”kølet” ned!

Fra højland til regnskov. Taman Negara National Park er en unik oplevelse. Det er samtidig verdens ældste af slagsen. Her findes tigre, elefanter, aber, bjørne, oddere, hjorte og et meget rigt fugleliv. I Taman Negara kan du sejle på floderne, vandre ad junglestier og mellem regnskovens træer, tage på huleopdagelser eller bare slappe af i de smukke omgivelser.

Eksotiske strande i verdensklasse

Malaysia er beriget med nogle af Asiens bedste og smukkeste strande, men vælg din strandferie med omhu. Alt afhænger af sæsonen. Groft sagt er vestkysten med øerne Penang og Langkawi bedst om vinteren, mens øerne Perhentian og Redang på østkysten er bedst i sommerhalvåret. Penang har fine strande og byder samtidig på kulturelle oplevelser i byen Georgetown. 

Langkawi er strandmæssigt et trin op ad skalaen, og her finder du ligeledes smuk natur med mangrove og regnskove og mulighed for at tage på dykker og snorkelture. På den modsatte kyst og tæt på den thailandske grænse finder du Redang og Perhentian Island, og her rammer vi toppen af skalaen over smukke sandstrande med svajende palmer og krystalklart vand.

Der er ikke meget liv på øerne, men her er gudesmukt, og vil du have liv, så er det på med snorkel og maske. Særligt Perhentian er beriget med noget af det bedste husrev i Asien med flotte koraler, farverige tropefisk, rokker og hajer, og vi kan næsten give garanti for at du vil se havskildpadder på din snorkeltur fra stranden.