Sri Lanka 

I Sri Lanka står oplevelser i kø. Den vidunderlige grønne ø vil give dig dyreoplevelser som på en afrikansk safari, og du vil fascineres af smukke landskaber, der veksler mellem vild natur og billedskønne bjergskråninger med velplejede teplantager. På en tidsrejse vil du mærke historiens vingesus i byer fra kolonitiden og ydmygt imponeres af buddhistiske og kongelige bygningsværker, og for lige at runde overflødighedshornet Sri Lanka af, så vil du forkæles med kilometervis af lækre eksotiske stande og det hele indpakket i dejlig afslappet asiatisk gæstfrihed.    

Individuelle Rejser
2 rejser
GruppeRejser
5 rejser

Om Sri Lanka

Historie 

Sri Lanka er beriget med hele otte steder på UNESCO’s Verdensarvsliste - byerne: Polonnaruwa, Anuradhapura, Galle, Kandy samt Sigiriya, Sinharaja, Dambulla temple og Horton Plains. 

Disse unikke steder vidner om en lang og rig historie med en civilisation, der går langt tilbage. Den første singalesiske monark kan dateres tilbage til 543 f.kr. og siden fulgte ikke mindre end 188 lokale herskere. Før briternes ankomst har både Portugal og Holland været velrepræsenteret på Sri Lanka, der gennem tiden har haft en vigtig geografisk placering på søvejenes handelsruter. I 1815 overtog den britiske kolonimagt officielt magten i Sri Lanka, som de kaldte for Ceylon. Et navn der hang ved indtil landet genvandt sin selvstændighed og navnet Sri Lanka i 1972. 

I nyere tid husker mange nok bedst Sri Lanka for den årtier lange borgerkrig mellem singaleserne og tamilerne fra det nordlige Sri Lanka, der kæmpede for selvstændighed. Tamilerne, der oprindeligt stammer fra Sydindien, udgør ca. 15 % af befolkningen mod singalesernes 75 % 

I 2004 ramte en voldsom tsunami landene omkring det Indiske Ocean, og Sri Lanka blev hårdt ramt med op mod 40.000 dræbte og endnu flere mistede hjem og eksistensgrundlag. Om det var denne fælles udfordring med at genopbygge Sri Lanka, der i 2009 omsider fik de stridende parter til at afslutte den lange borgerkrig, kan man jo kun gisne om. Summa summarum, så er der i dag fred og ro overalt på den smukke ø. 

 

Dyreliv 

Man behøver ikke at tage turen til Afrika for at opleve store flokke af elefanter på store, vidtstrakte græssletter. Sri Lanka er et fantastisk safariland og landets mange nationalparker tilbyder jeepsafarier, hvor du kommer helt tæt på naturen og dyrelivet. 

Elefanterne står nok højest på de flestes ønskeliste, og dem skal du nok få set og masser af dem. Hertil kommer hjorte, sjakaler, bjørne, krokodiller, varaner og er du heldig, vil du også kunne skrive leopard på artslisten, når du rejser hjem.

Læg hertil at Sri Lanka er beriget med store naturlige vådområder og tusinde år gamle vandresoire, der i dag er hjemsted for et rigt og spændende fugleliv. Sri Lanka er en ornitologisk perle, selvom man nødvendigvis ikke behøver at være fuglekigger for at nyde naturens overdådighed på Sri Lanka.  

 

Rejsen rundt på i Sri Lanka 

På vores individuelle rundrejser kommer du nemt, bekvemt og oplyst rundt på øen. Du rejser med din egen private chauffør og dygtige guide i en og samme person. Således skræddersyes rejsen ikke blot hjemmefra til dine ønsker, men du har også mulighed for, til en vis grad, at tilpasse rejsen undervejs. Vi har sammensat flere komplette rundrejser, der i et fornuftigt tempo leder dig rundt på øen henover ca. to uger. En del tid foregår i bil, men der er også indlagt sceniske togture igennem landskabet. 

Togrejser i Sri Lanka er en eventyrlig oplevelse og en god måde at opleve de billedskønne landskaber på. Uanset om man kører med et af de moderne tog, eller kommer med et af de nedslidte, historiske tog, er der tale om en femstjernet oplevelse. Vi anbefaler turen fra Peradeniya (Kandy) til Ella, der ubetinget er en af de smukkeste togrejser i verden.

Højlandets dramatiske landskab rører sanserne, mens man passerer frodige te-plantager, majestætiske bjergtoppe og brusende vandfald. Rundrejserne slutter altid af med 3-4 dages badeferie, hvor du kan synke de mange indtryk og slappe helt af. Har du mod på endnu flere oplevelser, kan du overveje at tage på hvalsafari eller besøge et af de mange havskildpaddeprojekter. 

Grupperejser, aktiv ferie og singlerejser 

På vores Explore rejser til Sri Lanka, kommer du øen rundt i en lille gruppe på 10-18 personer fra forskellige lande og med en dygtig engelsktalende rejseleder. Turene er veltilrettelagte og spænder fra traditionelle kultur- og naturrejser til multiaktive ture med blandt andet cykling, og vandring. Med Explore betaler du ikke ekstra for at rejse alene og faktisk er mellem 40 og 50 % af de rejsende med Explore singlerejsende.  

 

Strandene 

På Sri Lanka finder du lækre strande og trods det, at landet efter borgerkrigens afslutning har oplevet et markant antal flere turister, så har charterturismen ikke ramt landet, som man ser det visse steder i for eksempel Thailand. Der er god plads på de eksotiske strande øen rundt. Tag et par dage eller mere på langs efter din rundrejse og nyd det tropiske klima og det varme badevand til at fordøje de mange indtryk. Og skulle tiden på stranden i Nilaveli eller Unawatuna falde for lang, så er der alle steder masser af udflugtsmuligheder, såsom hvalsafari, snorkel og dykkerture. 

Husk blot at tage hensyn til regntiden, når strandområdet for din badeferie skal vælges. Nilaveli på østkysten er bedst om sommeren, mens Unawatuna er det bedste valg i vinterhalvåret. 

Trustpilot