Dagsprogram

Dag 1:
Afrejse Danmark

Dag 2:
Ankomst Chiang Mai
Ved ankomsten til Chiang Mai lufthavn står jeres engelsktalende chauffør og tager imod jer, og kører jer til Jeres hotel, der ligger centralt i byen.

Overnatning: The Empress Chiang Mai

Dag 3-4:
Chiang Mai
Dagene er til fri disposition i den gamle hovedstad. Fra 1281-1556 var Chiang Mai nemlig hovedstad i Lanna-riget, der strakte sig fra det centrale Thailand i syd til Laos mod nord. Lanna kan oversættes til “millioner af rismarker”, et passende navn for det mægtige og frodige rige. Storhedstiden fornægter sig ikke. Chiang Mai er forsat en af de mest interessante byer i Thailand med et væld af seværdigheder – både i og uden for byen. Chiang Mai har mere end 300 templer, hvoraf Doi Suthep-templet, der er smukt beliggende i 1.000 meters højde med en vidunderlig udsigt over dalen, er det mest berømte. Bygget som et buddhistisk kloster i 1383 står det som selve symbolet på den glorværdige fortid. Der findes masser af muligheder for forskellige aktiviteter og udflugter, men måske har I blot lyst til bare at vandre igennem denne hyggelige by og nyde den helt specielle stemning der hersker her. Vi kan anbefale, at I spiser på byens store natmarked, hvor mere end 50 madboder med specialiteter fra hele Asien danner Thailands “længste spisebord”. Glæd jer til spændende, frisklavet lokal og billig mad i afslappende omgivelser.

Overnatning: The Empress Chiang Mai
Måltider: Morgenmad

Dag 5:
Chiang Mai - Pai
Morgenmaden indtages tidligt inden I hentes på hotellet og kører mod nord i en 4WD safari bil. Efter godt 1 times kørsel gøres stop ved et spændende lokalt marked, der sælger produkter fra de omkringliggende landsbyer. Turen fortsætter 2,5 time til Pai, hvor det er tid til frokost i en lokal restaurant. Herefter fortsættes endnu en time til startstedet for dagens vandretur. I vandrer godt 3 timer ad naturskønne stier i skovområde med kalkstensbjerge til Lahu stammens landsby. Efter ankomst er der mulighed for at udforske landsbyen og tale med indbyggerne. Der findes godt 60.000 lahu’er, der primært er bosat i fjerntliggende områder og derved fastholder deres særegne livsstil. Oprindelig ankom lahu´erne i 1870’erne fra Yunnan provinsen i Kina. Lahu’erne ernærer sig primært gennem landbrug, men er også dygtige jægere. I skal overnatte i en hytte sammen med en lokale familie, og har I mod på det, er I mere end velkomne til at hjælpe til med forberedelserne af aftensmaden. Inden sengetid kan I hygge jer med børn og voksne i landsbyen og lære mere om deres livsstil og livsanskuelser

Overnatning: Beskeden overnatning i landsbyen hos lahu familie
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Dag 6:
Trekking
I vågner op til den friske morgenbrise, og efter morgenmaden er der mulighed for endnu en rundtur i landsbyen mens lahu folket er i gang med de daglige gøremål. Dagens trekkingtur begynder, og første etape går gennem et kuperet terræn og varer 3,5 time, inden der gøres stop for frokost ved Long Yao grotten. Grotten er først opdaget i nyere tid og dermed sjældent besøgt af turister, ja, faktisk kun af lokale og trekkere. I den 500 meter lange drypstensgrotte vil I se de flotte formationer af stalaktitter eller stalagmitter. Udenfor grotten forbereder jeres guide dagens picnic frokost. Efterfølgende vandrer I godt 1 time videre til en Karen landsby. Karen-folket er den største etniske minoritet i Thailand. Oprindelig indvandrede de fra Tibet via Kina og Burma til Thailand, og indenfor gruppen findes yderligere 4 forskellige ”grupperinger”. Der er tid til at opleve landsbyen, inden I fortsætter til endnu en Lahu stammelandsby for natten.

Overnatning: Beskeden overnatning i landsbyen hos lahu familie
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Dag 7:
Trekking - Chiang Mai
Lige efter morgenmaden vandres et par timer langs floden i smukke omgivelser til Tham Lod Grotten, hvis hulesystem er 1666 m langt. Tham Lod Cave er en af Thailands mest imponerende og lettilgængelige huler, både pga. dens størrelse men også pga. sine flotte kalkstens stalaktitformationer. I skal med bambustømmerflåde ind i hulen og kommer ud af hulesystemet på den anden side af bjerget. De indre vægge er dækket af kæmpe formationer og søjler (nogle mere end 20 meter høje), men der er mange trin at klatre opad for at få en god udsigt over stalagmitterne og stalaktitterne. Frokosten spises på en lokal restaurant, og dernæst sættes kursen tilbage i 4WD safaribil til Chiang Mai. Undervejs gøres et stop ved et smukt udkigspunkt og i Pai som er en hyggelig og smukt beliggende kunstnerby omkranset af søer, bjerge, skov og risterrasser.

Overnatning: The Empress Chiang Mai
Måltider: Morgenmad og frokost

Dag 8:
Chiang Mai - Koh Samui
I bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen for flyverejse til Koh Samui, der er en af Thailands berømte badedestinationer. Efter ankomsten kører I til jeres hotel, hvor I bor de næste 7 nætter. Dagene kan tilbringes ved poolen, ved stranden, eller I kan tage på ture på den smukke ø, der byder på mange udflugtsmuligheder.

Overnatning: The Fair House Beach Resort & Hotel
Måltider: Morgenmad

Dag 9 - 13:
Koh Samui
Nogle dejlige dage med sol, strand og vand venter her. Dagene er til fri disposition og kan krydres med forskellige udflugter, som kan købes hjemmefra eller lokalt. De fremragende strande, bjergene, junglen og vandfaldene findes næppe magen til på andre øer.

Overnatning: The Fair House Beach Resort & Hotel
Måltider: Morgenmad

Dag 14:
Hjemrejse Thailand
Ferien er slut for denne gang, med mindre I har valgt at forlænge rejsen. I hentes på Jeres hotel og køres til lufthavnen for at flyve retur til Danmark.

Måltider: Morgenmad

Dag 15:
Ankomst Danmark