LANDEFAKTA

Kongedømmet Thailand

Thailand er et parlamentarisk konstitutionelt monarki. Ifølge forfatningen er kongen landets statsoverhoved og øverstkommanderende for de væbnede styrker. Han har ingen forfatningsmæssig magt, men såvel kongen som resten af kongefamilien nyder stor respekt i Thailand og majestætsfornærmelse straffes hårdt. Kongefamilien er populær, så vis respekt og tal kun positivt om dem.

 

Befolkning og religion

Thailands befolkning på ca. 68 millioner er en fin etnisk sammensætning af thai, lao, malajer, kinesere, khmer, mon og en række bjergstammer i det nordlige Thailand.
Hovedparten, ca. 93 % af befolkningen er buddhister, mens ca. 5,5 % er muslimer og resten er kristne, hinduer mv.
Sproget er ”thai” som går for at være et af de sværeste sprog at lære. Heldigvis klarer man sig fint de fleste steder på engelsk.

 

Geografi

Thailands areal er på godt 513.120 km2, hvilket er 12 gange større end Danmark. Befolkningstætheden er som i Danmark på ca. 133/km2. 

 

Thailands klima

Thailand er begunstiget af et varmt tropisk klima med gennemsnitstemperatur på omkring 30 grader året rundt. Fra marts til maj kan temperaturen nå helt op over 40 grader og med høj luftfugtighed, kan det være lidt af en svedig affære. Thailand er en helårsdestination, da regntiden/monsunen falder meget forskelligt fra område til område. Se vores udførlige klimatabeller med information om temperatur, nedbør, antal solskinstimer og regnvejrsdage.

 

Tidsforskel

Thailand er 6 timer foran Danmark, dog kun 5 timer når vi har sommertid i Danmark.

 

Pas og Visum

Der kræves ikke visum for danske statsborgere, der rejser til Thailand og opholder sig i landet mindre end 30 dage, men vær opmærksom på at jeres pas skal være gyldigt minimum 6 måneder fra indrejsedatoen til Thailand.

Vaccinationer

For rejser til Thailand anbefales som minimum vaccination mod Hepatitis A og Difteri-Stivkrampe. Afhængig af rejseform og ved længere ophold i Thailand bør vaccinationer mod Hepatitis B, Japansk Hjernebetændelse, Hundegalskab samt Tyfus og Tuberkulose overvejes.
Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk/thailand for yderligere information.

 

Malaria

Malaria er udbredt i visse områder i Thailand, hvorfor forebyggende malariabehandling bør overvejes. Konsulter egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk/thailand for yderligere information.

Beskyttelse med myggespray eller balsam mod myggestik anbefales og minimere risikoen for såvel malaria som dengue feber, der som malaria overføres via myg. Hver særlig opmærksom ved solopgang og solnedgang, hvor myggene er mest aktive.

 

Rejseforsikring

Det kan siges kort! Rejs aldrig uden rejseforsikring. InterTravel tilbyder rabatpris på Gouda Rejseforsikring.

 

Rejsevejledning

Thailand er generelt et meget sikkert rejseland for turister. Vi anbefaler dog, at du altid læser Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning.

 

Valuta

Den thailandske valuta hedder Bath. 100 thailandske baht = ca. 20 danske kroner. (juli 2017). Det er muligt at veksle danske pengesedler til baht i alle større byer og populære strandområder. Det er ligeledes nemt og bekvemt at hæve penge på Visa eller Mastercard pengeautomater, som der findes overalt.

 

Drikkepenge

Drikkepenge er inkluderet i regningen, men ofte forventes det, at turister giver ca. 10 % oveni. Dette gælder dog ikke for taxaer og lokale transporter.

 

 

Transport

Taxi: Bed altid om at køre med taxameter – startgebyr er mellem 35-40 Baht. Det sker at chaufføren ikke vil køre efter taxameter, aftal da en fast pris inden I kører, eller forsøg med en anden taxa.
Tuk Tuk: Findes primært i Bangkok og Chiang Mai og udover, at de er farligere at køre med, er de som regel også dyrere end de airconditionerede taxaer med taxameter.
”Baht-busser”: En blanding mellem lokale busser og taxakørsel. Prisen aftales inden start og afhænger af rejsens længde. Der kan være andre passage med på turen, der som regel samles op og sættes af undervejs.
Metro og Skytrain i Bangkok: Det kan være tidskrævende at køre med taxa og bus i Bangkok, og i slutningen af 1999 åbnede den uden tvivl største forbedring af Bangkoks infrastruktur - et velfungerende højbanetog ved navn BTS. I 2004 åbnede første del af en metro, der dækker de områder som BTS’en ikke når. Brug 20 minutter på at sætte jer ind i begge systemer, de er lidt billigere end taxa og meget velfungerende. Vi lover, at den tid I bruger, vil I spare mange gange undervejs, mens I er i Bangkok.

 

Vand

I bør ikke drikke vandet fra vandhanen, men I kan sagtens tage brusebad og børste tænder i det. Der findes ofte drikkevand på værelset, og vand på flasker kan købes overalt. På de fleste restauranter kan I uden bekymring bede om isterninger, da thaierne bruger destilleret vand.

 

Elektricitet

Thailand har 220 V, men anderledes stikkontakter kan forekomme. Skulle I få brug for en adapter, kan de ofte lånes i hotellets reception eller købes lokalt for ingen penge.

 

Mobil og Internet

Det er muligt at ringe til og fra en dansk mobiltelefon. Dog kan forbindelsen visse steder i det nordlige og sydlige Thailand være svingende og afhænger af den danske udbyders lokale aftale i Thailand. Men – det er dyrt at bruge sin danske telefon – køb et simkort lokalt. De fleste hoteller og efterhånden også mange restauranter tilbyder Wi-Fi, men husk at du er på ferie.

 

Den Danske Ambassade i Bangkok

10 Soi Attakarn Road, South Sathorn Road
Bangkok 10120, Thailand
Telefon 02 343 1105